Maze er en klassisk Mountain Trail-øvelse, hvor hesten skal navigere igennem en form for labyrint. Øvelsen er bygget op med bomme, træstammer eller andre markeringer på jorden, som skaber smalle passager og skarpe sving, hesten skal bevæge sig igennem.

Det er en øvelse, du nemt kan lave derhjemme, hvis du har nogle springbomme, hegnspæle, grene eller andet sikkert materiale, du kan lægge på jorden. I denne video bruger vi ni almindelige springbomme, men du kan sagtens tilpasse både materialer, bredde og sværhedsgrad til dig og din hest.

Maze ser måske enkel ud, men den kræver rigtig meget præcision.

Hesten skal kunne gå ind i øvelsen, holde sig mellem bommene, vende rundt om skarpe hjørner, blive i rammen og komme lige ud igen — uden at træde på eller ramme bommene. Samtidig skal du som handler være meget opmærksom på din egen placering, din timing og hvilke kropsdele du faktisk påvirker hos hesten.

Derfor er Maze en rigtig god øvelse til Mountain Trail derhjemme.

Den træner ikke kun hestens kropsbevidsthed og balance, men også din evne til at kommunikere tydeligt med små signaler. Du lærer at mærke, hvor din hest er henne, hvor meget plads den fylder, hvornår den skal sætte tempoet ned, og hvilken del af kroppen der skal flyttes for at komme godt rundt i øvelsen.

En vigtig ting i Maze er skulderkontrol. Hesten skal kunne flytte forparten og forbenene til begge sider, fordi den skal kunne vende skarpt uden at falde ud af øvelsen. Hvis hesten går lige ud, rammer bommene eller kommer for langt væk fra dig, handler det ofte ikke om, at den “ikke gider”. Det handler som regel om, at signalerne, placeringen eller sværhedsgraden skal justeres.

Når du starter med Maze derhjemme, er det en god idé at lave passagerne brede. Jo smallere de bliver, jo sværere bliver øvelsen. En stor hest eller en hest, der ikke har prøvet øvelsen før, har brug for mere plads og mere tid til at forstå opgaven. Det er langt bedre at starte for nemt og få succes end at gøre øvelsen så svær, at både hest og menneske mister overblikket.

Du kan også starte med at dele øvelsen op. Før hesten igennem en lille del af Maze, stop roligt mellem to bomme, og mærk om du har kontrol over retning og tempo. Det er ikke fordi hesten nødvendigvis skal stoppe inde i øvelsen, når den kan øvelsen færdig, men i træningen kan det være en god måde at tjekke, om hesten er rolig, lyttende og klar til næste trin.

I Mountain Trail taler vi ofte om entry, body og exit. Entry er starten på øvelsen, hvor hesten går ind. Body er selve kroppen af øvelsen, altså den del, hvor hesten arbejder sig igennem forhindringen. Exit er afslutningen, hvor hesten kommer ud igen.

Det er en vigtig måde at tænke på i træningen. Hvis hesten kommer til at træde ud af Maze midt i øvelsen, behøver du ikke nødvendigvis afbryde det hele og starte forfra. Få roligt kontrol, før hesten tilbage ind i øvelsen, og gør resten færdig. På den måde lærer hesten stadig, hvor den skulle hen, og I får afsluttet opgaven på en god måde.

Tempo er også en vigtig del af Maze. I starten handler det ikke om at få hesten hurtigt igennem. Det handler om, at hesten får tid til at tænke, mærke kroppen og forstå, hvor den skal sætte sine ben. Hvis du både fokuserer på tempo, præcision, benplacering, retning og bomme på én gang, kan der hurtigt komme for meget pres ind i øvelsen.

Lad hesten vælge et roligt tempo, hvor den har kapacitet til at lære.

I denne video viser vi den første version af Maze fra jorden. Hesten går frem igennem øvelsen, mens handleren hjælper den rundt om svingene. Du ser, hvordan man kan tilpasse øvelsen, hvordan man kan rette op, når det ikke bliver helt perfekt, og hvorfor det er vigtigt at give hesten en god oplevelse, især når den prøver øvelsen for første gang.

Maze kan senere gøres mere avanceret. Du kan gøre passagerne smallere, arbejde med mere præcis ligeudretning, lave sidebevægelser i øvelsen eller begynde at bakke igennem den. Men fundamentet er altid det samme: ro, tydelig kommunikation, skulderkontrol, god timing og en hest, der får lov til at forstå opgaven.

Maze er en fantastisk Mountain Trail-øvelse, fordi den giver både hest og menneske en meget tydelig fornemmelse af præcision og samarbejde. Den kræver ikke meget udstyr, men den giver rigtig meget træning — både fysisk, mentalt og i jeres kommunikation.