Sidste år hentede jeg et læs paller i min hestetrailer og byggede en mini mountain trail bane på min fold så jeg kunne træne min hest frem imod DM. Her vil jeg dele tips om hvordan du kan gøre det samme.
I Mountain trail sporten er der meget fokus på de små detaljer. Det er ikke nok at hesten kan forcere forhindringerne, den skal forcere dem med stor fokus og præcision, og det betyder at man kan nå rigtig langt med sin træning hjemme uden at man behøver en masse fancy udstyr. Nogen af de vigtigste egenskaber en Mountain trail hest skal have er:
1. Den skal gå på forhindringerne uden at tøve
2. Bevæge sig sikkert og roligt over forhindringerne
3. Gå lige på og af forhindringerne
4. Sænke hovedet og ”søge sporet”
5. Kunne sendes ud i den ønskede afstand
6. Gå pænt i afstand bag dig over forhindringer og gennem smalle passager
7. Kunne guides for minimale signaler
Billede af Østerskovhus
Alt sammen kan trænes nemt på en hjemmebygget bane med helt simple forhindringer, og hvis du gør dit arbejde godt, så kan det alene hjælpe dig med at hive rosetter hjem. Mange bliver meget fokuserede på de ”sværeste” forhindringer på banen såsom vippen, hængebroen, søen, den dybe grøft, raised balance beam og waterbox og selvfølgelig er det vigtige ting at træne på også, men jo mere arbejde du har lagt i dit fundament, jo mindre arbejde kræver det at blive god til de avancerede forhindringer.
Da Alf sidst besøgte Djurs Horsepark var der stadig mange forhindringer han ikke var tryg ved og skulle bruge lang tid på at overtales til at gå på, men efter nogle måneders træning på min simple palle bane som slet ikke havde nogen af de avancerede elementer, så gik han pludselig på langt de fleste af dem med stort mod. En stor forbedring for en hest som Alf som ellers er meget usikker på nye ting.
Konstruktion af banen.
Materialer:
Almindelige europaller
Små europaller
Top plader
Skruemaskine
Skruer
Hammer
Sav
Vælg paller som er nye, i god stand og lavet af solidt træ. Paller holder ikke evigt, men hvis man ønsker det, kan man forlænge deres levetid ved at male dem med en gang træbeskyttelse, og/eller flytte dem indenfor i den våde sæson. Start med at lægge dine paller ud på banen ca. hvor du gerne vil have dem. Gå dem efter for søm som sidder forkert eller stikker ud og bank dem ordentligt i med en hammer. Kig også efter eventuelle revnede brædder og de paller som har revner saver du den ene side af, så de bliver til en balance beam/smal bro.
Derefter kan du begynde at stable pallerne til de forhindringer du gerne ville have. Gå efter at have både smalle forhindringer, brede forhindringer, forhindringer med sving, forhindringer som kun er en palle høj, forhindringer som er to paller høj og forhindringer med flere trin. Tilstrækkelige variation til at din hest kan generalisere sin fundamenttræning. De store paller er bedst egnet til at stable, minipallerne er velegnede til lave broer med sving eller evt en cross roads hvis du har mange af dem.
Dernæst kommer top pladerne. Jeg valgte ikke at sætte top plader på mine forhindringer med det samme eftersom mine islændere kun vejer omkring 300-350 kg og det kan nye paller sagtens bære. Men det anbefales på det kraftigste i langt de fleste tilfælde, hvis du fx har en pony med små hove så kan hullerne imellem brædderne være for store, eller hvis hesten er tungere eller pallen lidt mere brugt så har den brug for forstærkning.
Sidst men ikke mindst, sikring af forhindringerne. Du kan bruge lange skruer eller metal beslag til at fæstne pallerne til hinanden eller brædder/plader på siden af dem. Der er mange muligheder, men sørg for at der ikke er nogen skarpe kanter eller skruer som hesten kan rive sig på hvis den træder ved siden af.
Hvis pallerne ikke er stablet, er det ikke sikkert det er nødvendigt at skrue dem sammen, men brug din egen sunde fornuft og vurder risici i forhold til din hest og dens adfærdsmønster.
Nu er du klar til at begynde at træne på dine forhindringer. Husk at det vigtigste er at hesten bliver tryg ved at gå på forhindringer først, de finere detaljer kommer bagefter.
Disclaimer:
Mountain trail kan være en farlig sport, og hvis du er ny i denne form for træning anbefaler jeg at du starter med kursus med en af de erfarne instruktører i en Horse Park nær dig, hvor du kan lære hvad du skal være opmærksom på og hvordan du passer på dig selv når du navigerer forhindringer med din hest.